KORN - byg var bornholmernes vigtigste madkorn - rug det vigtigste brødkorn
Et ualmindeligt, flot billede! Var i Bornholms Tidende i juli 2012, hvor der kom gode oplysninger om billedet. I følge notaterne er det: Et tærskeselskab der besøger Fejleregård (som var med i selskabet), Kirkevej 25 i Nylars. Jørgen Madsen er fjerde generation og har fortalt om billedet (som han selv har et aftryk af). Hans farfar står ved siden af hestene, hans faster ved siden af ham, en lille pige på otte år. Anslår at det er fra o. 1925. Men der er meget mere at fortælle om dette fantastiske billede. Vi kunne gerne få sat flere navne på, og hvorfor er der en gammel kiste midt i billedet, "småhalmskurv", petroleumsdunke, hestevogn med sække. Trækkraften, er det et lokomobil? De sejeste gutter har "smøjer i flaben". Foto Kaare Rasmussen, 1920erne.
På de to billeder herover bliver der tærsket korn, et sted på Bornholm. Med lokomobil øverst og vist med en traktor nederst. Foto Kaare Rasmussen, Gudhjem, 1920'erne.
Om havregryn (kilde: HER og HER)
Havregryn, som vi forstår det, blev opfundet i Skotland, og er derfra kommet til Amerika, hvorfra det er kommet tilbage til Europa, og herunder også Danmark. Den første fabrik i Danmark, der fremstillede det, vi i dag forstår ved havregryn, blev startet i Maribo i 1898. I 1898 grundlagde en lille gruppe prominente lollændere Danmarks første havregrynsmølle. Fabrikken hed AVENA og lå oprindelig i Maribo, hvor den havde til huse i en gammel vindmølle. AVENAs havregryn blev meget populære, og møllen udvidede flere gange, indtil hele anlægget brændte ned i 1913. Derefter flyttede produktionen til en gammel dampmølle i Nakskov. |
I 1915 tog fabrikken det velkendte navn OTA. Da den få år senere atter blev hærget af brand, opførte man et nyt produktionsanlæg ved havnen i Nakskov.
OTA har løbende udvidet sit varesortiment med forskellige morgenmads- og risprodukter og senere også hunde- og kattemad. Fabrikken fik i 1933 sit mest kendte produkt, OTA Solgryn, registreret som varemærke. OTA blev i 1930 en del af den veletablerede amerikanske koncern, The Quaker Oats Company. I dag ejes fabrikken af Nakskov Mill Foods A/S, som producerer morgenmadsprodukter. |
Annoncerne er fra Bornholms Tidende, fra maj 1894 (første gang valsede havregryn omtales), juli 1898, marts 1899 (AVENA) (første gang AVENA omtales), og november 1902. AVENA Gryn er det danske produkt, der efterhånden bliver til OTA solgryn, jvnf. sidste annonce fra 9. februar 1915. Navnet var resultat af en konkurrence, hvor fru Alan Rasmussen, Holmstrup Station, vandt en årlig livrente på 200 kr.