Om at spise ål - og om ålefangst med ålejern, -saks og -huggert, -tælle og -ruse
Endnu et af Valdemar Myhres fine genrebilleder. Og det er bestemt ikke et "snapshot". Fotografen har fået drengene ud i vandet, hvor de hygger sig med deres lille sejlskib, medens de holder øje med mændene, der er ved at smide en "ålatælla" (ålekube) ud. Billedet ovenover er også af Valdemar Myhre, det er et par drenge, der smider en "tælla" ud i Vigehavnen i Svaneke. Billederne tilhører Byforeningen Svanekes Venner.
|
Så lige lidt om vore fiskespiser. Jeg kunne i sin tid (omkring 1990) ikke få så meget at vide om, hvordan man i gammel tid fangede og spiste ål på Bornholm. Ikke andet end at det meget fiskeaffald fra silderøgerierne, som man smed i havet, betød at der var vældig mange ål. De var så relativt nemme at fange. Det var mest fotograf Valdemar Myhre i Svaneke, der i sine billeder dokumenterede, at man smed ruser i havet og fangede ål på den måde. De mange ålejern på museerne fortæller, at dem brugte man også, men de blev som bekendt forbudt.
Og hvordan spiste man så ålene: stegt, ikke flåede, vendt i mel og stegt sprøde på et pandejern (en stegepande). Serveret med stuvede kartofler (som var en populær ret i 1930'erne-1960'erne tror jeg). Grøntsager? Nej tak. (Bortset fra kartofler, men det er ikke "rigtige" grøntsager. Før i tiden brød danskerne sig generelt ikke om grøntsager. En ting var åbenbart vigtig: de afgnavede ben skulle nå hele tallerkenkanten rundt, og man skulle have en snaps pr. ålestykke. Så er det vist ikke nødvendigt at tilføje, at det var en søndagsret. Karen Haugaard fortæller: Hvis man er meget sulten eller en rigtig god ålespiser, så har man dobbeltkant af ben på sin tallerken eller i det mindste en kant og et kryds af ben over tallerkenen. Der er jo ikke plads i maven til grøntsager - udover lidt kartofler. |
Ål kunne selvfølgelig serveres på mange andre måder, jeg tænker at hver familie havde sin favoritret. En speciel bornholmsk ret findes mig bekendt ikke.
Jeg fik også for små tredve år siden en opskrift på en ålesuppe med karry og æbler, som jeg dog tænker ikke er så gammel og nok heller ikke særlig for Bornholm. Her måtte man gerne flå ålene og koge dem møre, gerne sammen med fint snittede grøntsager. Når ålestykkerne var møre, efter ca. 20 min, tog man dem op, tilsatte skrællede æblestykker, jævnede suppen med lidt mel - og kunne evt. komme "kjyler" på suppen. Det er jo store, bornholmske melboller. Ål i gelé. Her koges ålestykkerne, der selvfølgelig er hele, i vand med eddike, krydderurter, løg, laurbærblade og peber. Fiskesuppen klares, stives og hældes over ålestykkerne. Røget ål. Det blev i hvert fald en favoritret i 1900-tallet, men hvornår man kom på den ide ved jeg ikke. Røget ål med røræg og purløg på et stykke rugbrød - gad vide om det ikke er en særlig dansk tradition, en del af vores smørrebrødskøkken? |
Om at fange ål på Bornholms vestkyst
|
Ivar Holm, fortæller: Min far og jeg fangede mange ål i min drengetid. Først på sæsonen ”blussede” vi om natten, senere tog vi på dagfiskeri. Da ålejernet blev forbudt, brugte vi en ålesaks, som min far selv fremstillede i smedjen, hvor han arbejdede. På de lodrette klipper ved fx Jons Kapel brugte vi dog en ålehuggert. Det var en lang træstang med en svagt bøjet jernstang for enden. På enden af jernstangen var der surret en fiskekrog uden modhage. Uden modhage overlevede ålen bedre i hyttefadet. Med huggerten kunne vi plukke ålene fra havoverfladen og ned mod bunden, når de hang med hovedet skjult i mosset. (Samme system som ved æbleplukning). Vi foretrak at anvende en vandkikkert for at undgå lysets afbøjning i vandoverfladen. En periode havde vi åletæller (tejner), som min far flettede af stål – helst kobbertråd. I disse tæller blev der lagt sildeaffald.
Sammen med en skolekammerat fiskede jeg ål med langliner. Her anvendte vi rejer, brislingestykker, tobis eller regnorm som agn. Regnormen blev blusset om natten, hvor ormene lå oven på jorden og parrede sig. Vi brugte også enkelte åleruser. |
Nogle ål røg vi i en gammel kakkelovn med elle- eller kirsebærbrænde. De beholdt skindet på, men blev afslimet og renset. Ellers blev ålen renset, flået og stegt eller kogt i gele. Steget ål med stuvede kartofler eller kartofler og salat med syrnet fløde var en middagsret. Ål i gele var en frokostret.
Ofte havde vi så mange ål, at vi samlede dem i et hyttefad og solgte dem til en grossist, når der var en passende portion. |
|
|
|
En kvinde er ved at rense ål - eller er det en hornfisk - omkring 1920. Ukendt fotograf. Bornholms Museum.
|
Peter Peterson - med sin ålefangst i et hyttefad. Foto fra Allinge. BM.
|
