Bager Asger Kjær, Paradisvej 44, Nexø. Nedskrevet i december 1979.

En kopi af bagermester Asger Kjærs levnedsbeskrivelse findes på Bornholms Ø-Arkiv, 1988-20.

Iflg. Bornholms Vejviser 1925 var der da tre bagere i Hasle.

Første side af Asger Kjærs erindringer om læretiden som bager i Hasle fra 1920. Han har skrevet i alt 24 sider, som er renskrevet og kan læses her på siden.

Ukendt bagersvend, foto Th. Yhr.

Ukendt bagersvend, foto Th. Yhr.

Bagersvend, foto Kjøller, Allinge.

Bager og kok . Ukendt fotograf.

Hos bagermester Munch, Klemensker, 1952, Algot.

Fru bagermester Mortensen, bageriet ved Hovedvagten, Rønne. Foto Elswing, Nationalmuseet.

lille pige skal med julegåsen hen til bageren. Foto 1942. BM.

15. december 1931 overtog Asger Kjær Herolds bagerforretning i Magstræde i Rønne. Bornholms Tidende 12.12.1931.

Bornholms Tidende 22. september 1954 Asger Kjær, Paradisvej 44, etablerer bageri i Svenskebyen i Nexø.

Asger Kjærs far var frisør og havde en tobaksforretning i Hasle.

​Efter at have udstået sin læretid som frisør i Hasle købte han efter nogle år Herolds Bageri i Magstræde i Rønne.

I 1942 købte han en ejendom på Paradisvej i Nexø og her etablerede han sig med kiosk og mejeriudsalg. Fra 1954 havde han bageri på adressen.

Asger Kjær har bl.a. skrevet om sin barndom i Hasle i Klippeøen 1990.
​
​Asger Kjær var født i 1905 og døde 19.7.1992.

​Min læretid.

Jeg blev konfirmeret i Ruts Kirke i april 1920. Der var konfirmation i Hasle Kirke om efteråret og i Ruts Kirke om foråret med børn fra begge sogne. Jeg husker det var snevejr og koldt. Det gjorde nu ikke så meget, for vi blev kørt i lukket hestevogn, det var mægtigt højtideligt og spændende.

Det var jo sådan på den tid, at var man blevet konfirmeret, så var det med at komme ud og bestille noget, det var en ganske selvfølge. De fleste familier havde dengang 5-6 børn eller mere, og fortjenesten var som oftest meget lille (Det var før p-pillen), så det var for de fleste en nødvendighed, at børnene kom ud og kunne bidrage til deres eget underhold.
​
Forud for min konfirmation foregik der jo en drøftelse om, hvad jeg kunne tænke mig af fag. Man havde ikke det mindste begreb om, hvad hverken det ene eller det andet indebar, der var ikke noget der hed erhvervspraktik.

Det der var afgørende for, at jeg valgte at ville være bager, tror jeg nok var, at vi som drenge stod med øjnene på stilke og kiggede gennem et åbentstående vindue til et bageri, hvor en bagerlærling stod og sprøjtede flødeskum på en masse forskellige kager, det var alletiders. Det skete nemlig også at sprøjteposen tog en forkert kurs og røg til munden. Det måtte da være skønt. At realiteterne så så helt anderledes ud opdagede man efterhånden.

De fleste på den tid havde alle en mængde læredrenge, så det var som oftest ikke så svært at få børnene afsat, efterhånden som de gik ud af skolen, det var jo en billig arbejdskraft. Lønnen var 2 kr om ugen første år, 3 kr det andet, 5 kr det tredje og 7 kr det sidste år. Det var jo lidt svært at regne timelønnen ud, det blev i hvertfald noget med brøker.

Et bageri i den nordlige ende af Hasle blev min læreplads, mit hjem var i den modsatte ende af byen, og jeg husker, at da jeg tidlig den første morgen skulle møde i min plads, ikke gik ad Storegade, hvad der nu var det nærmeste, men listede forsigtig en omvej gennem nogle smågader, for at slippe så uset som mulig igennem. Muligvis fordi man ikke følte sig rigtig hjemme i det nye dress. Der var nu kun meget få mennesker på gaden på den tid af morgenen.

Bageriet var i kælderen og meget lavloftet, og var som alle bagerier på den tid udstyret med en brændeovn, det var mest svensk birkebrænde man brugte. Det var de store købmænd i byen, der fragtede små skuder, og det var der mange af, hjemmehørende i Hasle på den tid. Der gik ikke så lidt tid med at kløve alt det brænde vi skulle bruge, men det foregik hovedsagelig udenfor den normale arbejdstid.
​
Men det var et arbejde vi alle godt kunne lide og det gjalt selvfølgelig om, hvem der var mest durkdreven til at finde ud af, hvor man lettest med den store flækøkse fik de store brændeknuder flækket. Det var nu noget af en kunst. Vi brugte både grovere og finere kløvet brænde. Normalt blev ovnen fyret op to gange om dagen. Tidlig om morgenen med store knuder, og en gang senere på dagen noget lettere, fordi ovnen jo ikke var nået at blive kold.

​Vi var to lærlinge og en forbunter, denne havde værelse i byen, vi andre to delte et værelse i en lille længe over gården, et lille loftsværelse med to sengesider, sømmet opad hver sin langside. Inventaret iøvrigt, et meget lille bord, to stole og for den ene endevæg et såkaldt garderobeskab. Der var (dejlig) varmt om sommeren og frygtelig koldt om vinteren. Det var standarden dengang, og vi havde alligevel den fordel at have bræddevæg og gulv, i modsætning til de fleste andre steder, hvor vægge og gulve var støbte, og som følge deraf drev af fugtighed det meste af året. Vores mester havde etableret et såre enkelt, men meget effektivt kaldesystem, et kabel (ståltråd) over gården, med et håndtag i soveværelsesvinduet og inde hos os en kaneklokke og når den kimede, var det yngste læredreng, der først måtte ud af fjerene, en uskreven lov, men ikke desto mindre stadfæstet. Dejlig at være den store. Det første der skulle ske var at tænde op under den meget store gruekedel og når vandet så var varmt, varmede vi den mælk vi skulle bruge til dejen ved at hænge spande ned i det varme vand, et kosteskaft sørgede for at de ikke vippede rundt.

Efterhånden indfandt så det øvrige mandskab sig, og vi gik i gang med at lægge (ælte) de forskellige gærdeje til for eks. franskbrød, wienerbrød, morgenbrød osv. Og det skulle så ​stærkt, for det skulle jo gerne være i forretningen, når der åbnedes. Efter at de forskellige slags brød og kager var slået op og sat på plads skulle de stå i damp, dels for at fremme gæringen, men også for at holde den nødvendige fugtighed, medens brødet hævede (raskede). I den forbindelse satte vi så nogle løse vægflader fra gulv til loft, så det blev et lukket rum, hvori så murgryden var dampkilden.

I mellemtiden var der tændt op i ovnen, den skulle være klar til brug samtidig med at brødet var færdighævet. Brændet var sat i ni stabler i ovnen 3 gange 3. Det blev sat ind med en stage med et stort blad (træ) (en skodda) og stablerne skulle stå nøjagtigt opsat i ovnen, ikke noget med bare at kaste det rundt derinde. Når så det var ca. brændt ned, skulle ovnen være brændt helt klar, ingen sorte områder, og så jævnede vi gløderne ud, lukkede lidt for trækket til ovnen, så varmen fordeltes. Så skulle gløderne rages ud, og i ovnmundingen lige indenfor ovnlågen var et jerndæksel over et muret rum, hvori der nede ved gulvet var en jernlåge. Der blev gløderne (trækullene) så raget ned i, derefter skulle der fejes ud, og det foregik ved, at vi med en våd sæk fastgjort til enden af et tykt langt træskaft, ligefrem slyngede (hærden) bunden i ovnen fuldstændig ren. Op ad dagen kom kvarterets husmødre for at få deres strygejern fyldt med de glødende trækul, formedels  en femøre, og disse penge gik til hedningemissionen.

​Mens vi ventede på, at det skulle brænde ud i ovnen, kom vores madmoder med en bakke med te og den indtog vi siddende, men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde sad ned og spiste det smørrebrød, vi fik serveret senere op ad dagen, vi tog det i flugten, alt imens vi arbejdede. Holde en time middag var der heller ikke noget der hed, vi foer op på skift for at spise, og så straks igang igen. Mærkeligt som bagerne var (priviligerede) med hensyn til lang arbejdstid. Ingen af mine kammerater, som var i andre fag, begyndte før kl. 8 og da havde vi jo taget de første tre-fire timer og når de så havde fyraften, havde vi som oftest et par timer igen. Af den grund kan jeg huske, at da jeg havde været et par år i lære sagde til min far, at jeg ihvertfald ikke ville være bager, men fik som svar, kort og godt = (hæng du bare i min ven, sådan måtte vi andre). Påen igen.

Hen imod middag, når vi så var færdige med det finere brød og kager, gik vi i gang med det grovere brød. Til rugbrød havde vi en æltemaskine, der nærmest lignede en overskåret, overdimensioneret tønde, altså den ene halvdel. Drivkraften var en lille opretstående gasmotor (kommunegas). 3-4 lodrette (knive) jernstænger roterede, og på den måde æltedes dejen, som bestod af surdej, salt, vand og en sæk rugmel eller mere. Når en bager startede et nyt bageri, gik han til en af sine kollegaer og fik et stykke surdej, gammel dej, som havde udviklet surdejsbakterier. Hvis ikke der kom surdej i dejen og rugen var dårligt høstet, og begyndte at spire, blev brødet klægt og næsten uspiseligt. Ikke så længe før jeg kom i lære var drivkraften til æltekarret en såkaldt hestegang midt i gården, hvor hestene så travede rundt og på den måde trak en aksel til æltemaskinen.

Når dejen så var æltet, lagde vi den over i et meget stort trætrug, som kørte på ruller, dækkede den til med flere lag melsække og hoppede op på dejen, for at træde den godt sammen. Man fortalte i min drengetid, at bagerne æltede de grove deje, ved at trampe rundt i dejen med de bare fødder, men om det er rigtigt, eller det har været vor metode, der er blevet forkert fortolket er ikke til at sige. Jeg har nu aldrig kunnet få det bekræftet. En agtværdig gammel bager i byen havde ord for at hans rugbrød var meget velsmagende og kunne holde sig længe, og grunden dertil fortalte man så var nok, at samme bager også havde mange høns, som gik frit omkring og om aftenen fløj en del af disse op og satte sig på kanten af æltemaskinen, følgerne kan man så tænke sig til.

Rugbrødsdejen skulle ligge og hæve ca. en time, så efter middag gik vi i gang med at slå brød op. En puttede dejen i en maskine, hvori var en såkaldt snegl, der pressede dejen ud i en tyk pølse, som løb ad et rullebord, den næste kappede så denne dejpølse af i en afpasset længde, svarende til henholdsvis otte eller fire pund, og den sidste i rækken penslede så hvert stykke med fedt eller olie (for ikke at hænge sammen) satte dem så meget akkurat i række på bageribordet. Forinden var der igen tændt op i ovnen, så den nu igen var klar til at bage i.

Når brødene så var hævet, langede vi dem fra bordet til den der stod ved ovnen, og skulle sætte dem ind. Det var ikke så ligetil, for det hævede brød måtte jo ikke under denne flugt forandre facon, og ham der skulle gribe det, skulle også være meget sikker på hænderne og selvfølgelig skete det også, at et enkelt røg i (standgraven) gulvet var nemlig forsænket et lille stykke foran ovnen, hvori man stod. Brødet blev så sat ind med den før omtalte stage, tre eller fire ad gangen, og så var det altså om at få dem til at stå lige så pænt og lige som de stod på bordet.

​Så var det blevet midt på eftermiddagen, og rugbrødene skulle stå i ovnen i tre timer, så det blev jo aften, før vi trak dem ud igen. Først blev de penslet ovenpå med kartoffelmelsklister, så de var blanke, så hen på et bord, hvor vi vendte dem, fejede og skrubbede dem på undersiden, før de kom ud i et dertil indrettet brødkammer. Det skulle gå stærkt med at få dem væk, så der hele tiden var klart til de næste, så det gik hårdt ud over skindet på armene, når man tog fire ottepunds, skoldhede brød ad gangen, og løb med. Efterhånden fik man jo hård hud på armene, så hjalp det jo lidt. Så snart brødet var ude af ovnen blev brændet sat ind, klar til at tænde op næste morgen.

Det første vi foretog os (om sommeren), så snart vi havde fået brødet ud af ovnen var, at vi styrtede ned ad bakkerne og ud ved den nordre havnemole for at bade. Når vi kom tilbage skulle der skrabes og pudses plader, fejes og gøres rent i bageriet, og om ikke andet så skulle der jo stadig kløves mere brænde.

Jo, vi havde en lang arbejdstid, men det skete dog af og til, at der var en lille ledig stund, som vi selvfølgelig udnyttede til at lave alverdens tossestreger i, og med hensyn til det, havde vi såmænd meget fri tøjler, for vores mester var fuld af narrestreger og faktisk meget på bølgelængde med os unge på mange måder. Han havde to salonrifler, som vi og vore kammerater havde til fri afbenyttelse, så vi skød duer spurve, skader og ikke mindst rotter, som der var en masse af på den tid i de gamle stengærder og også i de gamle udlænger, hvor de åd sammen med grisene. Eller vi skød til en skydeskive.

​De fleste som havde mulighed for det havde en gris eller to til eget brug, og bagerne havde jo den fordel af have en del affald og gammelt brød at fodre grisene med, og det var noget der gav sig udslag i nogle gode flæskesider. Når grisen så skulle lade livet, indfandt slagteren sig som oftest tidligt om morgenen, og vi måtte ud i gården og give en hånd med for at holde grisen eller røre i blodet, for at det ikke skulle størkne. Når grisen så havde hængt til afsvaling, blev den skåret ud, og noget skulle jo bruges straks, men det meste skulle saltes ned i et stort kar eller røges. Der var ikke noget med frysere eller den slags. Og så blev der ellers lavet sortepølse, leverpølse, hvidepølse, rullepølse osv.

Fruen i huset var den drivende kraft i hjem og forretning, myndig og respekteret og det var utroligt, hvad det menneske kunne overkomme på en dag. Altid tidlig på færde og den sidste, der lagde arbejdet fra sig. Jeg husker, at vi næsten altid hoppede rundt på udlagte brædder på gulvene, for der var ikke langt imellem, at der blev ferniseret, og alt andet var i samme stil. Det var jo før tæpperne var så udbredte. Som madmoder kunne vi heller ikke få nogen bedre.

Dengang tænkte man jo ikke på, hvad det krævede af arbejde for en husmoder, der havde hjem, forretning, mand og fem børn plus personale at se til. På den tid skulle der syes, lappes og repareres, man gjorde ikke som i dag, bare bruge og smide væk, og alle de hjælpemidler, som en husmoder har i dag, fandtes simpelthen ikke. Selvfølgelig var en pige til hjælp i hus og forretning, men det hvilede alligevel på husmoderen.

​Af maskiner i bageriet havde vi foruden de to før omtalte (ælte- og opslåmaskine) kun en dejdeler (til håndkraft) og en lille maskine til at skære sukat, hakke nødder og mandler og lave rasp med (også til håndkraft). Røremaskinen for eks., det var den sidst ankomne lærling, og han blev så anbragt siddende på en sæk oppe på bageribordet med et stort rørefad mellem benene, en stor spartel til at røre med, eller piskeris. Og der var jo mange forskellige kager at røre og piske, så det kunne strække sig over flere timer. Det var noget der udviklede armmusklerne.

For at påse, at der var rent og pænt i bageriet, og afskærmet for maskiner, kom med mellemrum (uanmeldt) en fabriksinspektør. Den første der havde hans besøg ringede så til de andre, så de kunne få pudset lidt ekstra op, inden han kom. Ja, og han skulle såmænd også kontrollere om vi havde lommetørklæde hos os. Det var jo ikke altid tilfældet, men det klaredes fikst ved bare at trække lidt af selve lommen så langt ud, at det lignede et lommetørklæde. Så var den i orden. Jeg tror, de fleste bagere, havde bestemte ruter, de kørte hver uge, og det havde vi også, foruden at vi havde udsalg på Rutsker Brugsforening og de skulle have bragt brød op helst hver dag. Det foregik med hest, bilen kom kun til senere. Det var fast kotume, at man var brødkusk de to første år af læretiden. Man kørte så med den ældste lærling et par uger, for at lære ruterne at kende. Om sommeren var det jo meget rart, at komme lidt ud og væk fra bageriet nogle timer. men om vinteren var det til tider slet ikke nogen spøg. Vi havde ikke brødkasse på vognen, det kom senere. Når vognen var læsset med det forskellige slags brød og kasser med diverse kager, lagde vi først et hvidt klæde over, og så en presenning, som vi surrede fast i vognens fire hjørner. Når det var fint vejr, gik det meget godt, men når det stormede, regnede eller sneede var det ikke nemt, at holde styr på presenningen, der blæste op og så blev det hele jo vådt, og havde det regnet hele eftermiddagen, så var det, man evt, havde tilovers, når man kom hjem, ikke rart at se på.

​Det blev jo tidligt mørkt og lys havde vi ikke meget af, kun en vognlygte på den ene side, med et lys i. Vi behøvede ikke blænde ned, når vi mødte nogen. Lysanlægget i vognen bestod af en vognlygte. Så det var lidt besværligt at finde det forskellige og veksle penge, men det værste var, at vi også havde rationeringskort (det var jo lige efter første verdenskrig) og nogle af disse mærker var så små, og af så dårligt papir, at de næsten ikke var til at holde styr på, når det var regn og slud. Nede under de store skrænter ved Helligpeder og Teglkaas var der ikke nogen rigtig vej, sådan som i dag, og når vandet strømmede ned over vejen, som så frøs til, som en skrå isbræ, så var det ikke helt ufarligt. Værst var det, når vi kørte med slæde, for den skred jo lettere ud.

Julen var jo en travl tid, ja, vi startede allerede en måned før med at bage kommenskringler, som vi så fyldte i sække og anbragte dem i et rum oven over ovnen. Ellers kunne vi ikke nå at bage alle de kringler, der skulle bruges som fyld i gæs og ænder. Og så var det jo også pebernødder, brune kager og forskellige slags småkager og selvfølgelig en masse kagefigurer, som vi malede røde og sprøjtede sirlige tegninger på af hvid glasur. det var en hel festforestilling, for det var hele familien med om, både store og små, og de mindste var næsten selv lige så røde som de figurer de selv smurte på.

De sidste dage før jul gik det i døgndrift, det var ikke meget vi fik sovet, selv om vi jo havde skiftende vagter. De fleste familier fik deres ænder, gæs og flæskestege stegt hos deres bager, der var ikke noget med en elektrisk ovn i hvert hjem. Et kul- og brændefyret komfur, var hvad der brugtes, evt. en gasovn. Før vi gik i gang med at stege, strøede vi gulvet over med et tykt lag savsmuld, for at vi ikke skulle glide i det fedt, som vi uundgåeligt måtte spilde. Husmødrene kom også med alle deres forskellige småkagedeje, som vi så måtte sno, eller de hentede plader hos os og så selv satte kagerne derpå, som vi så bagte. Et stort hvedebrød og kringle hørte jo også med til jul, dejen lavede de så selv og gik til bageren for at få bagt og ligesådan alle deres rørekager, så der var travlhed så det forslog.

​Det hed sig, at vi havde fri om søndagen, men det var nu så som så, for hver søndag klokken fem om eftermiddagen skulle der lægges en surdej  til brug om mandagen, og det havde man også ansvar for de to første læreår. Om sommeren leverede vi brød til Hasle Badehotel og andre og de skulle jo også have noget om søndagen. ganske vist lavede vi det meste til dagen før, men konditorkagerne skulle jo fyldes og pyntes med flødeskum og så bringes ud, så det tog jo det meste af formiddagen. For det meste travede vi derud med de to store, blankpudsede messingbakker med kager, de var for sårbare at cykle med.

Aftenskolen var vi også pligtige til at møde op til, ligesom alle andre lærlinge, men en egentlig faglærer i vores fag havde vi ikke, så det fik vi ikke meget ud af. Og havde vi regning for eks. så måtte vi selv bestemme sværhedsgraden, så vi valgte selvfølgelig kun det vi var sikre i, og det lærte vi jo ikke noget ved. Det var nu heller ikke altid vi mødte op, for skolen startede klokken syv og meget ofte kunne vi ikke nå at komme til den tid. Og komme for sent var vi ikke meget for, for særlig den ene af vore lærere tog imod os med de mest svovlholdige eder og forhånelser der fandtes, og så foretrak vi i stedet at blive væk. Den frihed vi havde blev selvfølgelig udnyttet mest muligt, om sommeren var det jo mest badning og fodbold, og det var jo lige meget hvor vi skulle hen, så var det pr. cykle. Men efterhånden kom bilismen jo mere og mere frem, og det blev almindeligt at vi blev befordret.

Ungdom og letsind har vel altid gået hånd i hånd, og vil nok også altid følges ad. Et stykke ude fra Hasle Havn står et par koste eller bøjer, som markerer indsejlingen til havnen. Kunne man svømme ud og runde disse, var man altså (rigtig) frisvømmer. På en søndag enedes den anden lærling og jeg om at tage turen derud. Vinden var østlig, så det gik strygende og vi nød det rigtigt, men når vi havde rundet bøjerne og vi skulle indad, stod alle disse små bølgesprøjt lige ind  i ansigtet, så tempoet blev ikke så lidt nedsat. Der var samme dag kapsejlads i Allinge, så da vi lå og flød derude, kom der en hel del både fra Rønne, der skulle til kapsejlads, og da de fik øje på os, kan det nok være at vi fik både formaninger og tilråb om hvor tåbelige vi var. Måske var der noget om det, men vi var jo selvsikre.

Når vi om vinteraftenerne ikke havde andet at tage os til, spillede vi og kammeraterne kort på vores værelse (altid 66). Det var jo en kold omgang, men sådan var det jo bare overalt, der var ingen form for varme på karle- og pigeværelser. Elektriciteten var ikke opfundet i Hasle i min læretid, den kom først sidst i tyverne. En dag fandt vi så ud af at splejse sammen om en lille petroleumsovn, og det var jo noget der hyggede gevaldigt. Vi havde så en dag det var rigtigt koldt, renset ovnen for at have det lunt og rart om aftenen. Lige før vi skulle spise, satte vi så fyr på, så der kunne være rigtig varmt. Da jeg så kom op og åbnede døren fik jeg en ordentlig forskrækkelse, hele værelset var tilsodet og jeg kunne kun lige skimte en lille rød plet midt i værelset, det var lige før ovnen var gået ud på grund af iltmangel. Jeg foer ind og tændte lyset og åbnede vinduerne. Hvis man ikke har set det, kan man ikke forestille sig, hvordan der så ud. Fra loftet hang der tæt med lange sodtrævler, og dyner og det hele ellers lignede en græsmark i sørgedragt, alt var sort, selv vores tøj (i garderoben). Det var noget vi selv måtte klare, så vi fik fat i en rengøringskone, som var så flink at ville hjælpe os (trods tidspunktet), så vi kunne få det værste væk og få skiftet på sengene, så vi trods alt kunne få sovet lidt, selv om det jo selvfølgelig blev noget sent. Der gik meget lang tid før sodlugten var forsvundet.

Alt i alt synes jeg nok, at vi havde en god og alsidig læreplads, selv i de første læreår var der ikke noget der hed, at der var noget vi ikke måtte prøve, hvis vi havde lyst. Sådan var det ikke alle steder, man gik gradvis frem med årene. Da jeg blev udlært var der ikke noget med at vi skulle aflægge svendeprøve. Bornholms Bagermesterforening var tilsluttet Sjællands og Lolland-Falsters Stifters Bagermesterforening og derfra udstedte man så i henhold til lærekontrakt og mestrenes skriftlige anbefaling et svendebrev, oven i købet med lakstempel og forfattet på tre fremmedsprog - Så var det alvor. December 1979, Asger Kjær.